mandag den 25. december 2017

1. juledag

Så blev det 1. juledag - tid til at lave ingenting.....

I dag vil jeg nyde mine jule- og fødselsdagsgaver. Jeg har været så heldig at få Bårdsgårds bog Selbuvotter i fødselsdagsgave og Yumiko Higuchis bog, Zakka embroidery, i julegave sammen med Einrums Første bog.

Bårdsgård bog er et studie i vanter fra Selbu med både en historisk og teknisk gennemgang af vanter fra egnen. Derudover er der utallige fotos med gamle og nye vanter og sidst - men så absolut ikke mindst - massevis af diagrammer til at strikke efter.  Diagrammerne kunne måske også være inspiration til broderi - hvem ved ...



For en gangs skyld havde jeg lavet "bordkort" til juleaftens gæster. Ved hver kuvert lå et stykke rundt læder med en geværknap, et hul og et præget bogstav - første bogstav i gæstens navn. Ingen kunne umiddelbart gætte formået med dette runde stykke læder. Jeg tænker dog nok, at de fleste gæster skal få brug for det lille stykke læder. 


Jeg havde lavet 11 i alt og set projektet som en mulighed for at øve mig i at skære i læder uden at kunne følge en stållineal. Det kræver øvelse....

I december har jeg afsluttet to strikkeprojekter.




Jeg har strikket Kristianes Bølgegenser designet af Anett Opheim til min datter. Blusen er strikket i to tråde Drops Air på pind nr. 9. Det var ganske uvant at strikke på så store pinde. Heldigvis er min datter meget glad for blusen....


Jeg har også færdiggjort min Merilin Berlin designet af Charlotte Tøndering. Jeg har strikket med farve 43 i Isager Merilin og farve 68 i Isager Silk Mohair. Jeg har strikket modellen en gang tidligere. Denne gang strikkede jeg en kortere krop, men holdt fast i 3/4 lange ærmer. Også denne gang er modellen en succes.


I år var der en ny engel på træet. Englen har jeg købt på Deanston Destillery i nærheden af Stirling i Scotland. Englen holder en kobberkedel til destillering af whisky i hænderne. Når whiskyen efter destillering efterfølgende lagres på fade, sker en fordampning af whiskyen, hvor der forsvinder ca 1 % for hvert år. Den del kaldes Angels Share, fordi man mener, at englene tager deres del af whiskyen......

Glædelig jul




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

.post-body img, .post-body .tr-caption-container, .Profile img, .Image img,.BlogList .item-thumbnail img{border: 0px;-moz-box-shadow: 0px 0px 0px;-webkit-box-shadow: 0px 0px 0px;box-shadow: 0px 0px 0px;} img {border:none;box-shadow:none; }