søndag den 9. oktober 2016

Tøndering, Hannibal, Isager, Andresen


Batteriopladeren til mit kamera er gået itu. Det har hindret mig i at tage gode billeder på det seneste, hvorfor jeg ikke har skrevet her på siden. I dag har jeg dog besluttet, at det ikke skal være en hindring..... Der sker nemlig så mange spændende ting i denne tid, som jeg bliver nødt til fastholde ved at fortælle om dem her.

Jeg har i oktober måned allerede været til strikkelounge hele to gang hos Tøndering Strik i Aarhus.

Sidste lørdag var det blot strikkehygge. I går fortalte Katrine Hannibal levende og engageret om sin første virksomhed, Rosamunde, som hun startede i 2000, sin nuværende virksomhed önling og strikkebøgerne Yndlingsstrik. Hun fortalte om de overvejelser, der gik forud for beslutningen om at sælge Rosamunde i 2012, og hendes arbejdsfrie år, der i 2015 førte til opstarten af önling, som et mere bæredygtigt projekt.

Her ses Katrine Hannibal med Charlotte Tøndering i baggrunden. Der var omkring 45 tilhører, som havde tilmeldt sig samme dag arrangementet var blevet annonceret. Flot opbakning til en spændende og inspirerende dag....


Jeg er meget begejstret for Katrine Hannibals valg af garn. Hun har i sine bøger kun anvendt garn fra Isager Garn, der efter min opfattelse har betydet uendelig meget for udviklingen af og den stadige fornyelse i dansk strikkultur. Katrine Hannibal har også fået udviklet sit eget garn, der er på vej til det danske marked - spændende.

Min plan er at strikke den lange cardigan, som du kan se på billedet, men med den korte cardigans farvesammensætning.


Lige nu strikker jeg på Annette Danielsens Skyggespil fra bogen Knitting Fools, hvor Anette Danielsen har ladet sig inspirere af Michael Kviums billeder.

Jeg har været en del i tvivl om farverne og er nu endt med Isager Tvinni farve 2S, farve 10S, Isager Highland Wool i farven Turquise og Isager Højlandsgarn i farven Marlin, der desværre er udgået, men som jeg heldigvis havde på lager.



Mine overvejelser om farver indebar et fejlkøb. Et sådant fejlkøb kunne medfører en tilgodeseddel, men blev istedet byttet til 6 bundter Isager Tweed i den nye farve North Sea, som skal strikkes sammen med en turkisblå garn i silke og mohair, som jeg har liggende på lager. 


Jeg deltager dette efterår på et aftenhold i broderi på Skals Højskolen for design og håndarbejde. Min underviser er Helga Jóna. Jeg begyndte i sidste uge at brodere på to viskestykker i det fineste tynde hørstof, som jeg har købt hos Hørhuset i Lønstrup. Viskestykkerne er vævet hos Klässbols.


Jeg broderer i fransk syning med hør 40/2. Det ene viskestykke skal bruges til at pudse briller i, og det andet til at pudse vinglas, når jeg dækker bord. Derfor skal der stå "briller" på det ene og "glas" på det andet.


I dag har jeg planer om at få min lille taske monteret færdig med håndtag.....


Trine Andresen udgav i sidste uge sin nye bog, Vild med sting. Jeg er vild med bogen, der er en meget grundig indføring i forskellige broderiteknikker med gode tegninger og beskrivelser. Den er absolut anbefalelsesværdig.....


Sidst men ikke mindst har jeg lavet denne strikkeprøve i ITO Kinu og ITO Sensai. Prøven er blevet rigtig god og er tænkt anvendt til en lille cardigan.

God søndag
Kirsten

2 kommentarer:

  1. Den bog var allerede på min ønskeseddel... sammen med Fools og flere andre!
    Jeg nyder i den grad at brodere... mere end jeg havde forventet. Jeg er (næsten) misundelig på det aftenkursus... Jeg har dog nok i mit igangværende projekt. Men strik er stadig tv hygge...
    Det bliver så lækkert med tweed og mohair sammen.
    Sensai er det skønneste; jeg har kigget og følt på en helt let og luftig trøje i det garn, da Tøndering var i Ry.

    SvarSlet
  2. Din blog er simpelthen så inspirerende. Jeg er voldsomt fascineret af din grundighed og de helt klare prioriteringer og tanker, der ligger bag alle dine projekter. Jeg vil glæde mig meget til at se den lange jakke, jeg er sikker på den bliver mere end smuk i de viste farver

    SvarSlet

.post-body img, .post-body .tr-caption-container, .Profile img, .Image img,.BlogList .item-thumbnail img{border: 0px;-moz-box-shadow: 0px 0px 0px;-webkit-box-shadow: 0px 0px 0px;box-shadow: 0px 0px 0px;} img {border:none;box-shadow:none; }