tirsdag den 15. maj 2018

Æsker

I går aftes fik jeg gjort denne æske færdig. Æsken har en løs indsat med fire rum og et plexiglaslåg.



Under indsatsen er et skjult rum - til hemmeligheder ...



Dagen i dag fortsatte vi med at fremstille æsker.

Jeg begyndte med en ganske lang æske med to rum, som jeg tænker at bruge til mine hæklenåle.








Jeg lavede en firkantet æske med en indsats, der løfter låget.




Til slut lavede jeg en lang, smal æske. På indersiden har jeg blot brugt den anden side af det mønstrede papir.




Den dejlig varm dag på Skals.

Kirsten

mandag den 14. maj 2018

Botanik

I denne uge er jeg igen på ugekursus på Skals - højskolen for design og håndarbejde. Ugen er en temaugen, hvor vi - ca. 12 kursister - er på hold med højskoleeleverne. Vi har haft mulighed for at vælge 2 * 2 dage med hver sit fag. Jeg laver æsker i dag og i morgen. Onsdag skal vi høre en forelæsning af Anne Fabricius Møller og på udflugt til Haven i Hune. Torsdag og fredag skal jeg arbejde med læder.

Oplægget i dag var en æske til at opbevare opbindingssnor og frøposer i. Jeg planlægger dog at opbevare f.eks. brodernåle i min æske.



Æsken har på den inderste side vægge, der holder dels plexiglasset og dels indsatsen på plads.


Indsatsen har tre rum, beregnet til frøposer.



Poserne er foldet af papir fra Søstrene Grene, som også er brugt til selve æsken.



Kirsten

torsdag den 10. maj 2018

IKEAs blå indkøbsnet udsat for kernelæder


I denne uge har jeg syet min store kernelædertaske færdig. Inspirationen er hentet i IKEAs store blå indkøbsnet. Størrelsen er den samme - det vil sige, at tasken er MEGET stor !

Tasken har to korte og to lange hanke og har fået tilføjet en lomme. Jeg har syet i 2 mm kernelæder. Lommen er dog i 1,6 mm kernelæder.




Jeg tror, at jeg kommer til at bruge tasken meget - ligesom jeg bruger min store shopper meget.

I løbet af ugen har jeg også forsøgt mig med at hækle en mundserviet. Inspirationen stammer fra Karen Klarbæk - https://www.karenklarbaek.dk.


Jeg har hæklet i en merceriseret bomuld fra Hjertegarn.





I går fandt jeg denne "strikkebibel" i en boghandel. Det er en helt fantastisk teknikbog, som varmt kan anbefales.


Bogen er fyldt med gode illustrationer med flere forskellige metoder til mange af teknikkerne.

Kirsten

mandag den 30. april 2018

Riga og andet godt

Onsdag den 11. april 2018 rejste jeg sammen med en gruppe strikkere til Riga. Vi havde en rigtig dejlig og hyggelig tur. Vi fik strikket en hel del, når vi om aftenen sad i hotellets lounge og snakkede, hyggede og drak en enkelt G/T.

Torsdag besøgte vi en butik, Larelini, der udelukkende sælger hørstoffer. Jeg købte bleget og ubleget hør til broderi og et stykke grønligt hør, som jeg på et tidspunkt gerne vil sy en kjole i.

Fredag besøgte vi fabrikken, AMeri, der producerer strikket tekstil - trøjer, cardigans, kjoler m.m. Vi havde helt eksklusivt fået lov til at komme på fabriksudsalg. Det var for en strikker nærmest som at komme i himlen, da vi havde mulighed for at købe cones med restgarner: uld, yak, merinould, mohair.... Her er mine køb:



Samme dag besøgte jeg Tines, hvor man kan købe lettiske vanter strikket af lettiske hjemmestrikkere. Jeg købte selvfølgelig nogle vanter med hjem. Jeg fandt også en boghandel, hvor jeg købte tre bøger. Bøgerne er, så vidt som jeg kan gennemskue, genoptryk af bøger udgivet i 1958 af - hvad der må være - en lettisk etnografisk samling. Bøgerne indeholder mønstre til strik og broderi og er helt fantastiske.



Lørdag var jeg på kursus i den lettiske måde at strikke vanter. Kurset foregik hos Hobbywool, hvor jeg selvfølgelig købte garn til vanter og indehaveren, Ievas bog om lettiske vanter.




Sidste weekend fik jeg gjort min bluse med inspiration fra hønsestrik færdig. Modellen stammer fra Marianne Isagers jubilæumsbog ÅLJ. Jeg har valgt andre farver og er rigtig glad for resultatet.





Jeg har altid gang i mange projekter, men jeg har overvejet, om jeg de næste måneder kan begrænse mig til:

Strikkeprojekter:
- et projekt med indviklet mønsterstrik = Marianne Østergaards Ribefrakke
- et projekt med stort set kun retstrikning på rundpind, som kan være et TV/film-projekt = Karen Noes kjole
- et par vanter, som er nemme at have med i tasken

Hækleprojekter:
- hvide middagsservietter, som er nemme at have med i tasken

Broderiprojekter:
- et projekt, der kræver tid for at få det rigtige "broderiflow", og hvor jeg nu med hjælp fra min broderilærer, Lis Ahrenkiel, er sikker på at have nok garn til at gøre projektet færdigt
- min dug med fisk
- forklæde til min datter

Gad vide om det kan lade sig gøre. Jeg tror, at jeg vil gøre forsøget.....







God mandag
Kirsten

onsdag den 11. april 2018

I sidste uge

I den første uge af april har jeg strikket en trøje færdig til min datter. Den har ballonærmer, som viste sig at være lidt af en udfordring - især da min datter har ganske lange arme. Resultat blev dog ganske godt.





Jeg har strikket i Kos, som er et garn fra Sandnes. Modellen er selvkomponeret....

Torsdag var jeg på kursus med Astrid Skibstedhøjskolen i Skals. Det var meget inspirerende at få lov til at arbejde med farver en hel dag.


Vi var 13 deltagere på kurset og som den første øvelse skulle vi lave vikleprøver, der "gik på tur" mellem alle deltager. Det gav et ganske spændende resultat.

Næste øvelse tog udgangspunkt i farvecirklen og alle de forskellige gerner, som vi havde medbragt.





I den tredie øvelse skulle vi arbejde sammen med vores sidemand. Vi skulle hver især vælge et garn, hvorefter vi skulle skiftes til at vikle på begge vores firkanter af pap. Min sidemand og jeg udvidede dog vores rammer og definerede vores egne dogmer. Vi måtte vælge forskellige garner - men de skulle have tilnærmelsesvis den samme farve. De to prøver blev rigtig flotte....


I øvelse fire skulle vi lade os inspirere af et billede. Mit billede stammer fra Ian Lawsons fotobog From the land comes the cloth. Billederne er optaget på Hebriderne og er så smukke...


Jeg lavede yderligere to vikleprøver for at "ramme" inspirationsprøven ind. De skal måske i en ramme....


Til slut skulle vi som en fjerde prøve igen vikle på papstykker, som "gik på tur" mellem alle kursusdeltagere. På denne prøve har jeg lavet den allerførste vikling i lyslilla, som ellers ikke er en af min favoritfarver. Farven spiller dog rigtig fint sammen med alle de andres viklinger.

Et godt kursus - som varmt kan anbefales...

Så fik jeg opdateret på min blog..... Medens der har været tavshed på bloggen, har jeg løbende lagt billeder op på min instagramprofil. Hvis du ikke allerede har den pågældende app installeret på din telefon, og gerne vil have den installeret - så søg i App Store, find Instagram, og installer. Mit brugernavn er strikogsting.

Nu vil jeg pakke kufferten færdig og rejse på strikketur til Riga. Det bliver godt !

Kirsten
.post-body img, .post-body .tr-caption-container, .Profile img, .Image img,.BlogList .item-thumbnail img{border: 0px;-moz-box-shadow: 0px 0px 0px;-webkit-box-shadow: 0px 0px 0px;box-shadow: 0px 0px 0px;} img {border:none;box-shadow:none; }